Det skal være let at tage på skiferie med familien, og i Säfsen bestræber de sig på at gøre skiferien så nem som muligt. Säfsen er det perfekte sted at stå på ski med børn. Skisportsstedet kender til de udfordringer, der kan opstå, når man har børn med på ski, og de fokuserer på at skabe løsninger, der gør din skiferie nemmere.
Säfsen Resort i det sydlige Dalarna egner sig godt til både en kortere tur eller en hel uges skiferie. Her er der mulighed for at børnefamilier og aktive mennesker i alle aldre kan komme afsted på en sjov skiferie. Hvis du kan lide aktiviteter med masser af fart og hyggelige stunder med familien, så er Säfsen lige noget for dig!
Säfsen har hyggelige overnatningssteder, 18 pister, 6 lifte, snowparks, 115 km langrendsspor, caféer, restauranter, bar, trampolinarena og meget mere.
På ski i Säfsen
I Säfsen kan du regne med fantastisk skiløb for enhver smag. Der er et stort udvalg af lange og lette pister og langrendsløjper for dem, der vil stå på langrend.
Alpin
Säfsen er et familievenligt område, hvor børnene er i fokus overalt. Hvis det er din families første tur på alpinski, er Säfsen et af de bedste skisportssteder i Sverige. Her kan selv de mindste hurtigt føle sig ”store” med masser af gåpåmod på pisterne. Det højeste punkt i Säfsen er på toppen af Solberget, hvor der er en smuk udsigt over Säfssjön og dens omgivelser. Så snart du har lært at bremse og dreje, er du klar til at stå på ski hele vejen ned fra toppen. Det er et sandt eventyr at kunne tage liften til toppen på første skidag og selv styre skiene ned ad den 1,5 km lange pist Långsvängen.
Säfsen er stort nok til at føle, at eventyret ingen ende har, men det er også småt nok til, at I ikke bliver væk fra hinanden.
Børnenes skiland
Alle børns favoritsted! Et komplet børneområde fuldstændig tilpasset til at gøre den første tur på ski så sjov som mulig. Her er der transportbånd og Säfsens letteste og langsomste knaplift. Der er også en sneracerbane, kælkebakke, barnevognsparkering og et grillområde med plads til at spise madpakker og grille. Husk også at I kan hilse på elgen Filurius og hans venner og være med i skattejagten.
Snowparks
- Lekparken: Filurius’ egen minisnowpark er perfekt til at prøve at stå på ski over mindre hop og bokse. Måske er det første skridt på vejen til at blive klar til en tur i den lidt vildere Folkparken. Herudover kan du besøge Filurius, der har sit hus i parken. Han bliver altid glad for at få gæster.
- Folkparken: Snowparken for alle de modige børn, der kan lide udfordringer. Her finder du lidt større blå og røde hop samt flere rail-linjer i forskellige niveauer. Linjerne er designet, så det er nemt at gennemskue, hvad man skal gøre som det næste.
Langrend
Til dem, der elsker langrend, er Säfsen noget nær det perfekte sted. Der er 115 km velholdte langrendsløjper med både mulighed for klassisk langrend og skating. Nyd den smukke natur langs bjerge, dale, søer og åer. Når det er tid til en pause, er der mange hyggelige shelters med plads til at tænde bål eller til bare at slappe af for en stund.
Aktiviteter
Har du brug for en pause fra skiløbet eller vil du træne et nyt trick eller hop, så kan du besøge SnowCamp, et indendørs springcenter med trampoliner og skumgrave. Her er der masser af sjov for voksne såvel som børn, for begyndere såvel som professionelle. Hvis du vil lære nye tricks, kan du få hjælp fra de kyndige instruktører.
For børnene er der både skattejagt, Kreaværksted og afterski med maskotten Filurius. Lad børnene lege i legehjørnet, mens du nyder en dejlig middag på Hyttan. Eller tag liften til toppen efter pisterne er lukket, og prøv en tur ned med de særlige SnowRacer-kælke. En sjov aktivitet for både unge og gamle.
Spa
Efter en dag ude på pisterne kan det være dejligt med et afslappende besøg i Säfsens fine spa. Lad dig synke ned i en lænestol med udsigt over vinterlandskabet eller nyd en behagelig massage. Hvis du vil have en hel særlig oplevelse, skal du lave en privat reservation af øen Gusserholm, hvor du kan nyde saunaen og vildmarksbadene under stjernehimlen.
Mad
Lækker mad og drikke hører med til en god ferie med familien. På Säfsen Resort kan du nyde hjemmelavede måltider og god kaffe og kage på både skibakkerne og i området ved hytterne. Der er noget for enhver smag. I Hyttan i hjertet af hytteområdet kan du spise god mad lavet af lokalt producerede råvarer i behagelige og hyggelige omgivelser.
Overnatning
På ferien skal det være mindst lige så behageligt som derhjemme. I Säfsen kan du vælge mellem at bo i de charmerende hytter eller de populære og moderne lejligheder Vargspåret og Solslingan med ski in-ski out eller med beliggenhed tæt ved liftene. Uanset hvad du vælger, får du et dejligt og komfortabelt ophold med hyggeligt stue-og sofaområde, komfortable senge, et fuldt udstyret køkken og mulighed for at tilvælge sauna. Der er alt, hvad en familie behøver på skiferien.
Læs mere her.
Sådan kommer du til Säfsen
Säfsen ligger 370 km fra Göteborg og 650 km fra København. Uanset hvor du rejser fra, kan du finde vej ved at indtaste Frederiksberg i det sydvestlige Dalarna som destination.