Røde dalheste.

Dalarhesten

Den flotte orangerøde træhest er et af Sveriges mest kendte nationalsymboler og et klassisk ikon fra Dalarna. Hvor end du er i verden, når du ser en Dalarhest, så går tankerne straks til Sverige, da noget mere typisk svensk ikke findes.


Forgængeren til nutidens træhest blev født i 1700-tallet, da skovarbejderne sad ved bålet efter arbejdsdagen. I de lange, mørke vinteraftener hyggede de sig med at snitte i træ. Ofte var det en hest de snittede - hesten var jo en trofast arbejdskammerat både i skoven og på marker og enge. Træhestene blev til et kært stykke legetøj for børnene hjemme i byen.

I løbet af 1800-tallet blev det almindeligt, at hesten blev malet med mønstre inspireret af dalamalerier. I 1939 fortsatte rejsen ud i den store verden, da Dalarhesten indtog den store scene i forbindelse med Verdensudstillingen i New York. I 2010 skete det igen, da to store Dalarheste markerede indgangen til den svenske pavillon på Verdensudstillingen i Shanghai.

Du kan købe træheste mange steder, men den ægte Dalarhest er siden 1928 kun blevet lavet i byen Nusnäs. Dette skønne svenske nationalsymbol bliver til i brødrene Nils og Jannes Olssons fabrik, og her kan du besøge produktionen og se hvordan et stykke træ forvandles til den fineste træhest. Du kan endda male din egen Dalarhest!

Flere byer i Dalarna har hesten som symbol, de mest kendte ud over den orangerøde Mora-hest fra Nusnäs er måske den gule Leksand-hest og den grå Rättvik-hest.